æ
start på hovedindhold

Vejle som vært

for DM i Skills - Skolesporet

I menuen herunder ligger generel information om DM i Skills-skolesporet.

Her kan du downloade Vejle som vært-kataloget som PDF-fil.

Du kan ikke tilgå bilag direkte fra PDF'en, hvis du er ansat uden for Vejle Kommune - de kan dog downloades i de respektive links herunder - ved spørgsmål kontakt kahor@vejle.dk 

FOKUS
Mini Mini Skills er det første læringsspor i DM i Skills-indsatsen og er målrettet elever i børnehaveklasse - 2. klasse, hvor vi arbejder med at styrke elevernes læselyst. 

Forløbet giver eleverne mulighed for at undersøge, lege, bygge og skabe - ud fra en fælles opgave, som alle skoler arbejder med. Inden for de rammer, der er sat, er der god plads til lærernes og børnenes egne idéer og tolkninger af børnelitteratur.

SAMARBEJDE
Vejle Bibliotekerne

FOKUS
Mini Skills - Byg et hus er målrettet elever i 3. - 5. klasse. Her arbejdes der videre med et forløb, som mange lærere og elever allerede kender - nemlig det klassiske 'Byg et hus', hvor eleverne bygger modelhuse.

Forløbet er tilpasset, så elevernes forarbejde på skolen bliver mere undersøgende, praksisnært og tættere koblet til faglighederne hos de håndværkere, som de møder på Syddansk Erhvervsskole.

SAMARBEJDE
Tømrer- og snedkerafdelingen på Syddansk Erhvervsskole

FOKUS
Mini Skills - Fortidens Detektiver er målrettet elever i 3. - 5. klasse. Her arbejder eleverne undersøgende med, hvordan mennesker levede og arbejdede i Vejle by for omkring 100 år siden, og hvordan mange af de samme opgaver og jobs findes i dag - bare i nye udgaver.

Eleverne leder efter spor fra fortiden i billeder, genstande og fortællinger - og bruger dem til at forstå, hvordan arbejde, faglighed og hverdagsliv har haft betydning for den by, som Vejle er i dag.

SAMARBEJDE
Vejle Stadsarkiv

FOKUS
Verdens Vildeste Brobyggere er målrettet elever i 6. klasse og indgår som en del af skolernes læringsaktiviteter i optakten til både DM i Skills og Verdens Vildeste Brobyggere. Begge events tager afsæt i, at eleverne arbejder praksisnært med faglige problemstillinger og får erfaringer med, hvordan viden, idéer og samarbejde omsættes til løsninger, der fungerer i praksis.

Til Verdens Vildeste Brobyggere er der en del 2, hvori eleverne arbejder med forståelsen af, hvordan broer kan ses som forbindelser, der skabes mellem mennesker, steder og fællesskaber.

SAMARBEJDE
Organisationen Verdens Vildeste Brobyggere
Billedkunstner Henrik Busk Andersen

FOKUS
I Got Skills er et praksisfagligt læringsspor målrettet elever i 7. - 10. klasse. Forløbet tager afsæt i lokale virksomheder og giver eleverne mulighed for at undersøge konkrete problemstillinger, udvikle løsninger og arbejde innovativt i samarbejde med virksomhederne og de erhvervsfaglige uddannelser.

SAMARBEJDE
Region Syddanmark, Social- og Sundhedsskolen, Campus Vejle og Syddansk Erhvervsskole.
Vejle Sygehus, Coop Danmark, Siemens Gamesa, Petrowsky VVS, Jansson El, Vejle Spildevand og RessourceCenter Vejle.

FOKUS
Vejle Værkstedet er en fælles messe, hvorved eleverne, der har arbejdet med I Got Skills, deltager. På messen præsenteres elevernes arbejde med virkelige problemstillinger fra virksomheder og erhvervsfaglige uddannelser. Eleverne viser deres idéer, løsninger og prototyper, og de sætter ord på de valg, som de har truffet undervejs.

SAMARBEJDE
Samarbejdsparterne er de samme som ved I Got Skills.

FOKUS
Hold Skills Skarpe bygger videre på de erfaringer, som eleverne allerede har gjort sig gennem skolesporet - fra de første undersøgende aktiviteter i de yngste klasser til den mere selvstændige problemløsning i udskolingen. Målet er at fastholde elevernes motivation frem mod - og efter - DM i Skills. Dertil at styrke elevernes erfaring med, hvordan faglighed, kreativitet og handlekraft hænger sammen i praksis og i en verden i forandring.

SAMARBEJDE
Fonden for Entreprenørskab, Horsens Industrimuseum, Vejle Stadsarkiv og SkillsDenmark.
Campus Vejle, Social- og Sundhedsskolen og Syddansk Erhvervsskole.

FOKUS
SFO og klubber. I dette katalog inddrages børnene aktivt i værtskabet omkring DM i Skills gennem konkrete og praksisnære aktiviteter i SFO og klub.

Aktiviteterne tager afsæt i deltagelse, medskabelse og frivillighed - og giver mulighed for både at forberede, bidrage til og arbejde videre med oplevelser fra eventet.

Gennem opgaver som at bygge, reparere, formidle og indgå som frivillige udvikler børnene deres handlekompetencer, samarbejdsevner og forståelse for, hvordan faglighed og fællesskab udfolder sig i praksis.

FOKUS
Leg med Uddannelse og Job er udviklet som et supplement til den sammenhængende plan for vejledning i Vejle Kommune.

Kataloget bygger bro mellem elevernes oplevelser i DM i Skills-skolesporet og den karrierelæring, der finder sted gennem undervisningen i Uddannelse og Job, i den kollektive vejledning og i samarbejdet med ungdomsuddannelser og virksomheder.

SAMARBEJDE
UU Vejle